På Interactive-delen af SXSW 2014 var der ca. 800 sessions at vælge imellem som deltager. Mine kolleger og jeg (fra IBA i Kolding) deltog i fire dage, og vi kunne nå omtrent fire-fem sessions om dagen plus det løse (hvilket vil sige happy hours rundt omkring, udstillere, små arrangementer og showrooms lavet af brands, games, networking, frokoster, bogshopping og booksignings).

Men ud over de planlagte sessions foregik der også en masse andre interessante ting. For eksempel kunne deltagerne hver dag dyrke yoga og meditation. Og der var lange workshops, hvor man eksempelvis kunne arbejde med sit WHY, blive bedre til at skrive tekster, lave en forretningplan, en content-strategi eller en start-up. Med andre ord: Der var på konferencen også skabt rum til fordybelse.

Jeg så dog også en klar tendens i retning af fordybelse i indholdet på de sessions, jeg deltog i, og derfor handler dette blogindlæg om en af konferencens anden store tendenser i år:

# 2 Processen

Snapshots fra SXSW 2014

Fokus på processen frem for produktet

Krisen har med sikkerhed fået os alle sammen til at kigge mere indad, men på SXSW blev det virkelig tydeligt for mig, hvor meget og hvordan det har påvirket vores måde at drive forretning på.

Den største gave, jeg tager med hjem fra Austin, er uden tvivl den indsigt, jeg fik hos Google-ingeniøren, Chade-Meng Tan, som har udviklet mindfulness-programmet Search Inside Yourself til Googles medarbejdere. Og i øvrigt skrevet en bog om det efterfølgende, som selvfølgelig ligger næsten helt fortæret og halvt praktiseret på mit skrivebord nu.

For det første har jeg sjældent mødt så inspirerende, karismatisk og lun en mand, som kalder sig selv “a jolly good fellow” (which no one kan deny) på sit Google visitkort.

For det andet har indholdet på hans session med titlen Make Yourself the Happiest Person on Earth ramt mig som et spark i maven og gjort mig høj som på ren luft. Det står fuldstændigt lysende klart for mig, at han har fat i den lange ende, når han taler om, hvordan medarbejdere og arbejdspladser kan blive gladere, mere produktive og mere fokuserede, når der i virksomheden arbejdes bevidst med følelsesmæssig intelligens, opmærksomhedstræning og meditation.

Mengs Search Inside Yourself

Hele pointen er selvfølgelig, at produktet eller ydelsen i sidste ende bliver meget, meget bedre, når der arbejdes intenst med processen, og hvordan medarbejderne går til opgaverne. Og selv hvis programmet kun hjælper på privatlivet, bliver medarbejderen alligevel en bedre medarbejder, for en glad og lykkelig medarbejder er pr. definition en bedre ressource.

Hvordan vil jeg bruge denne viden?

Jeg vil i den kommende tid i første omgang arbejde med at integrere mindfulness i mine skrivekurser, hvor det er helt oplagt at arbejde med opmærksomhed, fokus og produktivitet. Næste skridt vil være at sætte mig endnu mere ind i dette vidensfelt (for ja, mindfulness’ positive effekter er videnskabeligt dokumenteret) og integrere det i mine forskellige kommunikationsfag. Og så må vi se, hvor det så fører mig hen.

Og hvad med dig? Kunne du forestille dig at dykke endnu mere ned i emnet mindfulness og se, om det kan bruges i din arbejdsmæssige sammenhæng?

Little moments som modstykke til big moments

Jeg underviser ofte i skrivekunst og skriv til nettet, så derfor var der selvfølgelig ingen tvivl om, at jeg skulle deltage i skriveguruen fra Pointer Institute Roy Peter Clarks oplæg, som han lavede sammen med webdesigneren Mario Garcia. Den hed iWED: How to Marry Writing, Editing, & Design, og handlede om samarbejde og kreativitet på tværs af de traditionelt opdelte discipliner inden for journalistikken.

Skriveguruen Roy Peter Clark

Den vigtigste pointe fra oplægget var uden omsvøb, at det inden for journalistikken ikke længere er nok at vise de store nyhedsklimakser. Læserne forventer sig mere og pirres af indblik i processen og de little moments, som kommer før den store nyhed. Det vil med andre ord sige, at journalistikken skal indfange de små øjeblikke og ikke kun koncentrere sig om klimakserne. Det skal den af to grunde vægtige grunde:

  1. Hvis nyhedsmedierne venter med at publicere, indtil den “store nyhed” er færdigbearbejdet, vil de blive overhalet af sociale medier og den talende understrøm.
  2. Læsere vil i dag have en menneskelig tilgang til nyhederne. De vil bag facaden, de vil have den skæve kant, de vil have smilet før det professionelle billede bliver taget. De er interesseret i mennesker og i, hvordan nyhederne berører os mennesker, ikke i nyhederne i sig selv.

En anden vigtig pointe fra oplægget var desuden, at journalistikken skal blive bedre til at at skabe et rum til fordybelse som modsætning til de konstante updates, vi som læsere bombarderes af dagligt. Derfor vil en tendens også være det, man kunne kalde curated packages, hvor journalistikken arbejder med at skabe quiet moments for læserne.

Hvordan vil jeg bruge denne viden?

Jeg vil helt klart integrere disse tendenser i min undervisning i at skrive til nettet, men også i mit eget kreative arbejde, hvor jeg vil vise min proces løbende frem for kun at bygge op til den store udgivelse. Jeg kan også se pointen i at arbejde endnu mere med content curation og med den udfordring, der ligger i at skabe “åndehuller” for kunder, brugere og læsere.

Kan du bruge denne indsigt til noget?

Proces frem for produkt

Vis processen og find dine principper

Her til sidst får du lige et miniresumé fra nogle af de andre sessions, hvor jeg spottede proces-tendensen.

I Kristina Halvorsens oplæg Go Home Marketing, you’re drunk, opfordrede hun til, at  virksomhederne fordyber sig mere i processen med at lave en content strategi for deres hjemmeside og arbejde målrettet efter den frem for at springe på det næste nye medie efter det andet. Det gælder om at finde sine principper.

Som nævnt i det foregående blogindlæg, handlede Austin Kleons oplæg Show Your Work om at dele hele den kunstneriske proces og ikke kun det færdige produkt.

Tim Grahls oplæg How to Sell Your First 1000 Copies havde ligeledes fokus på, hvordan hele markedsføringen af bøger nu for en stor del er flyttet over på forfatteren og forfatterens evne til også at markedsføre skrive- og arbejdsprocessen.

Ja, fordybelse og fokus på processen var en tendens, som i mine øje gennemsyrede hele SXSW i år. Mon det også er sådan herhjemme? Hvad tænker du? Har du fokus på processen?

 


2 thoughts on “Fokus på processen på SXSW 2014 – del 2

  1. Hej Trine. Har læst dit beretning med stor fornøjelse. Har ikke lige på stående fod nogen kommentar, men vil gerne følge dine indlæg og klikker feltet af. Hilsner Lis

    • Hej Lis

      1000 tak – dejligt, at du har lyst til at følge med og håber, det går godt derovre?

      Mange hilsner Trine

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>