Vandring fremkalder store tanker! Du kender det sikkert selv, det der med, at man lige får tænkt tingene i gennem, når man går en tur. Det er også tit der, de nye idéer opstår, at man får bundet tanker og associationer sammen til kreativ tænkning. Der, hvor hjernen er i en diffus tilstand, og hvor den derfor er i stand til at tænke ud af vante baner.

Friedrich Nietzche

At vandre og skrive fremkalder kreativitet

I lørdags havde jeg besluttet mig for, at dagen skulle bruges på at vandre og skrive. Jeg havde brug for at fordybe mig i det, jeg skulle skrive på en måde, så jeg fik det hele tænkt godt igennem.

Derfor pakkede jeg en vandretaske med min store sorte Moleskine (som er proppet med alle mine håndskrevne noter til bogen inklusiv outline, udviklingslinjer, persontegninger og meget mere), et par gode penne, et par flasker vand, lidt frugt og et par madder, og en pude i en plastikpose til at sidde på, hvis jeg skulle være heldig at finde et genialt sted at sidde og skrive og tænke.

Så vandrede jeg af sted. De første 3 – 4 kilometer var omgivelserne kendte, og jeg kunne mærke, at tankerne hovedsagligt kredsede sig om dagligdags ting, ting jeg skulle huske og ting, jeg havde brug for at vende i hovedet. Men så blev omgivelserne mindre kendte, dog ikke ukendte, og så begyndte der at ske noget. Min bevidsthed bevægede sig ud ad ukendte veje.

Gå ud i det blå

Efter ca. 4 kilometer kom jeg til en stor sten under et enormt egetræ med en stor, bred krone. Træet kaldte på mig. Det var et perfekt sted at sidde og skrive: God udsigt og meget forfatterromantisk (lige i min ånd).

Jeg satte mig ned og spiste en formiddagsbolle, som smagte vidunderligt, fordi jeg sad på en sten ved kanten af en mark med en diset romantisk udsigt.

Sid på en sten i naturen og skrivUnderbevidstheden arbejder, mens du går

Jeg begyndte at skrive, og selv om jeg ikke havde tænkt på bogen, mens jeg vandrede, havde min underbevidsthed alligevel arbejdet på højtryk. Jeg skrev og skrev og fik uddybet de to vigtigste udviklingslinjer i bogen. Lige pludselig kunne jeg se nogle ting, som jeg ikke før havde kunnet se.

Så gik jeg videre. Vandrede langs hegnet med brombær og nødder, stoppede og spise lidt af naturen engang i mellem. Og nu begyndte min bevidsthed at kredse sig om bogen og menneskelige problemstillinger. Jeg skrev ikke inde i mit hoved, mens jeg gik, men tænkte mange tanker.

Efter et par kilometers vandring kom jeg ned til stranden. Her satte jeg mig forskellige steder, lyttede til bølgeskvulp og havmåger, nød solens sensommerstråler på mit ansigt og kiggede ud i uendeligheden. Var bare. Mærkede mit åndedræt og følelsen indeni. Det var godt. Og jeg skrev.

Ren terapå at skrive på strandenFuld bevidsthed

Sådan gik formiddagen og middagen. Over middag nåede jeg til en bøgeskov med høje træer, der strakte sig mod solen og med mos og skovsyre på skovbunden. Da jeg kiggede ind i skoven, kunne jeg se en oplyst plet foran en lille rislende bæk. I den oplyste plet stod et træ med glat bark og lænede sig ud over bækken og sagde: Kom og sæt dig!

Så det gjorde jeg. Fandt min pude frem og lænede mig op af stammen. Kiggede op mod solen, som glimtede ned gennem de halvtgennemsigtige lysegrønne bøgeblade. Og livet gav mening. Det hele gav mening. At være ét med naturen og være ét med mig selv og mine dybeste tanker.

Jeg fik næsten en følelse af fremmedhed, af at jeg ikke kendte mig selv. Men jeg tror, at det i virkeligheden var omvendt. Jeg nåede så tæt på mig selv, at det føltes helt overvældende. Jeg var vågen. Brugte alle sanser og var fuldt tilstede i øjeblikket.

En plet i skoven, hvor jeg kunne skriveBliv mere effektiv ved at vandre

Jeg vandrede 18 kilometer den dag. Ud i det blå. Til sidst ringede jeg hjem, fortalte hvor jeg var og bad min familie komme og hente mig. Jeg havde nemlig besluttet mig til ikke at gå i ring. Jeg ville ud i det ukendte, presse mig selv lidt og finde roen i bare at vandre derudaf.

I dagene efter skrev jeg lang mere end jeg plejer. Det var som om, at underbevidstheden havde arbejdet sig langt foran min virkelighed. Som om jeg bare skulle skrive løs, at jeg havde en stor skattekiste at bruge af.

Jeg kan virkelig anbefale dig, der skriver, at du indimellem også vandrer og skriver. Det giver en indsigt, som du ikke finder ved dit skrivebord bag dit tastatur. Gå ud i naturen og kom tæt på dig selv. Har du erfaringer med det allerede, vil jeg rigtig gerne høre om det.

Lyset gennem træerne

 


One thought on “Jeg vandrer og skriver

  1. Kære Trine

    Det lyder som en fantastisk tur. Det får mig til at tænke på min egen vandretur i Sverige for et par uger siden, hvor der også bare blev gået, tænkt, læst, skrevet – og talt, for min mand var også med. Det var interessant at bemærke, at når vi slog lejr hen på eftermiddagen meldte rastløsheden sig også (i hvert fald hos mig), på trods af, at vi også gik små 20 km hver dag. Så skulle jeg pludselig forholde mig til ting, jeg skulle vælge, hvad jeg ville lave, og min krop var i ro. Mens jeg gik behøvede jeg ikke gøre andet end netop at gå, af og til nærmest kravle op og ned ad skrænter, fuldt fokuseret på naturen, stien, vejen, ruten, på at sætte det ene ben foran det andet. Men fordi kroppen og egentlig også hovedet er optaget af det praktiske i at gå, kan underbevidstheden få lov til at slappe af i den monotone bevægelse og ukontrolleret bevæge sig hvorhen den ville. Det var en meget meditativ, ja nærmest terapeutisk oplevelse. Som dig, kan jeg også kun anbefale andre læsere/skribenter/tænkere/filosoffer at prøve det.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>