Etta og Otto og Russell og James

Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper er en roman, der tager sin begyndelse i nutidens Canada, hvor den 83-årige Etta en tidlig morgen vandrer afsted østpå for at se vandet. Tilbage efterlader hun sig sin mand, Otto, og deres nabo og bedste ven, Russell. Vandringen sætter gang i historien om Etta, Otto og Russells liv, hvordan de mødte hinanden og er nået til, hvor de er i dag.

Det er en smuk, poetisk roman, som virkelig betog mig på alle måder. Opbygningen føltes så organisk og rigtig, asymmetrisk og kompleks med både lange og ultrakorte kapitler, som alligevel syntes at gå op i en højere enhed. En slags cirkelkomposition, som også matcher hovedtemaet i bogen: At livet går i ring.

Etta siger det meget tydeligt i dette citat fra bogen, hvor hun indfanger livets bevægelse: Ud og hjem, men ad to forskellige veje:

“Etta tænkte over det et øjeblik. Så sagde hun: Vi går i ring, James. Jeg går ud denne vej, og så komme jeg hjem den anden vej. Jeg forstår, sagde James. En stor ring.” (s. 103)

Cirkeltemaet

Romanen udspiller sig skiftevis i nutiden og i tiden lige før, under og efter anden verdenskrig og spinder et net af liv mellem disse to yderpunkter. Eller, man skulle vel snarere sige en cirkel.

Rent kompositorisk betyder det, at læseren får fortalt Etta og Ottos historie skiftevis samtidig med, at hændelser i deres liv også spejler hinanden. Først er det Etta, der bliver hjemme, mens Otto drager i krig, og da Etta som 83-årig drager på vandring, er det Otto, der nu bliver hjemme og venter. Etta bager kager til Otto og alle andre for at gøre sig nyttig og få tiden til at gå og passer alt det derhjemme, mens Otto og væk. Og da Etta vandrer, laver Otto mad og papmachédyr og passer alt det derhjemme.

Otto skriver små breve til Etta, mens hun vandrer, men sender dem ikke. I stedet lægger han dem til hende på køkkenbordet, til når hun kommer tilbage, lige som hun har lagt alle sine opskrifter til ham.

Han skriver bl.a. til hende:

“Kære Etta

Jeg har lavet nogle ting til dig, til når du kommer tilbage. Nu forstår jeg det, alt det bagværk du sendte mig, tørt og smuldret og pakket ind i brunt papir og sejlgarn. Nu er du borte, og jeg er her. Så jeg laver ting, og det bliver jeg ved med, til du vender tilbage, for at minde dig og mig selv om, at der er grunde til at komme hjem.”

Lige som Etta sendte Otto hjemmebag, skaber Otto noget, der skal få Etta til ikke at føle sig fortabt og miste retningen i verden. I sidste ande vender vi jo alle hjem.

Samtidig spiller Russell også en afgørende rolle:

“Det er lige som før, sagde Russell. Det er lige som før, bare omvendt. Der er byttet om på hende og dig. Og mig, jeg er bare altid her.” (s. 65.)

Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper

Det poetiske og smukke sprog

Sproget er simpelt og uden krummelurer, men alligevel bliver det smukt. Måske er det enkeltheden. Kapitel 14 begynder fx sådan her: “Etta gik, og hendes ben blev ikke trætte, og hendes fødder blev ikke trætte, og hun fik ikke ondt i ryggen. Hun lukkede øjnene og så sig selv i en sprinters rød-hvide dragt, i en langrendsløbers lange sorte linjer, i Ottos regiments grønne og grå uniform.” (s. 240)

Nedenunder spejles det i et brev fra Otto under anden verdenskrig:

“Min kære Etta!

Nu marcherer og marcherer og marcherer og marcherer og marcherer vi. Ikke andet end det, hele tiden. Men vi synger imens, og det minder mig om timerne om med dig, og det kan jeg godt lide.” (s.240)

Jeg kan helt klart lære noget af det simple og enkle sprog, som i gentagelsen formår at udtrykke, hvordan livet føles i forskellige øjeblikke. Hverken sproget eller formen er lineær, men består snarere af brudstykker og bidder og masser af gentagelser og ombytninger. Det er meget inspirerende.

Smuk litteratur

Det, der står tilbage i mig, efter jeg har læst romanen, er stemningen og måden historien folder sig ud på. I høj grad kompositionen, som tidligere nævnt, men også udviskningen mellem virkeligheden og det imaginære. Skiftet mellem nutid og fortid, brevene, Otto, der lærer at skrive – og senere lærer at lave mad og skabe dyr af papmaché-figurer, Ettas samtaler med prærieulven James, som måske er virkelig, måske ikke, vandringen østpå og den synkrone vandring tilbage i erindringen og hele forholdet mellem erindring og glemsel.

Jeg kan mærke, at jeg lader mig meget betage af smuk og poetisk litteratur, og elsker den æstetiske skønhed, som ord kan skabe. Etta og Otto og Russell og James er lige præcis den slags litteratur, som rummer en skønhed og nøgternhed på samme tid, som formidler visdom og følelser gennem handlinger og beslutninger, og som gør livet til litteratur og litteraturen til et ultimativt glimt af livet.

Bogens forside er illustrerer den tørre jord i Canada med prægede spor af fødder og poter fra et menneske og en prærieulv. Men det er kun prærieulven, man ser på forsiden, mennesket er der ikke. Og titlen er blank og blodrød, skrevet med svungne bogstaver. Det eneste, der mangler på forsiden er noget vand, men det er måske det, man kan ane i horisonten bag prærieulven.

Og i god litteratur er der altid noget, man kan ane, men ikke se med det blotte øje.


Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>