Lyset og havet af L. M. Steadman er en roman, der er svær at placere. På den ene side er den lidt pladder-romantisk og letbenet, og på den anden side indeholder den en god historie og har nogle litterære kvaliteter. Men hvis du kan se gennem fingre med de rosenrøde beskrivelser og kan lide gribende og hjerteskærende historier, er dette en bog for dig.

Det bedste ved Lyset og havet:

  • En gribende, tankevækkende og fængende historie
  • Beskrivelser af det australske landskab, havet og lyset
  • En fantastisk indsigt i livet som fyrmester i starten af 1900-tallet

Det værste ved Lyset og havet:

  • Livet og det romantiske forhold tegnes lidt for rosenrødt op
  • Noget af handlingen opleves som fortænkt
  • Kontrasten i bogen er stor, unødvendig stor

Lyset og havet rummer en gribende historie

Som sendt fra himlen

I 1918 drager krigsveteranen Tom Sherbourne fra Sidney til byen Partageuse i Vestaustralien, fordi han skal være fyrmester på øen Janus, der ligger syd for kystbyen. Da han går i land, møder han Isabel, en ung livsglad pige, som tager ham med storm. I løbet af kort tid bliver de gift, og Isabel flytter ud til den ubeboede og isolerede ø sammen med Tom. Her lever de et ensomt, men idyllisk liv. Isabels største ønske er at få børn, men livet viser sig fra den hårde side, og hun aborterer hver gang, hun bliver gravid.

Lyset og havet collage

En dag driver der en båd i land på øen. I den ligger en død mand og et levende spædbarn. Isabel tager spædbarnet med op til huset og tigger Tom om ikke at indberette ulykken med det samme, så hun kan få lov til at nyde spædbarnet en rum tid. Barnet er sultent og drikker mælk, men da det har stillet sin værste sult, søger det Isabels bryst efter tryghed. Hun lægger pigen til, og fra det øjeblik er hun ude af stand til at give barnet fra sig igen.

Isabel overtaler Tom til, at de skal beholde barnet med det argument, at pigens mor uden tvivl er død – for hvordan skulle en mor kunne give et barn fra sig og lade det sejle ud på havet? Og på denne måde bliver Tom og Isabel forældre for Lucy, som vokser op i kærlighed på den øde ø med fyrtårnet. Indtil den dag, hvor Tom finder ud af, at Lucys mor vandrer hvileløst rundt i Partegeuse i håb om at finde ud af, hvad der er blevet af hendes mand og lille datter.

Gode beskrivelser

Bogens historie er uden tvivl rørende og tryllebinder læseren. Men bogen har også nogle skønne beskrivelser af naturen, havet, fyrtårnet og lyset og livet i isolation:

“Isolationen spinder sin kokon af mystik og henleder ens opmærksomhed på et enkelt sted, et enkelt tidspunkt, en enkelt rytme – lysets rotation. Øen kender ikke til andre menneskestemmer, ingen andre fodspor. I søfyrvæsenet kan man udleve enhver historie, man har trang til at fortælle om sig selv, og der er ingen, der siger, at man tager fejl. Ikke mågerne, ikke prismerne, ikke vinden.”

Det er i høj grad disse små beskrivelser, der højner bogen litterære kvalitet, for ofte er beskrivelserne af forholdet mellem Tom, Isabel og Lucy unødvendigt idylliske og rosenrøde – indtil det hele vender. Jeg tænker, forfatteren forsøger at mane kontrasten frem, men det er faktisk unødvendigt. Uanset hvordan og hvorledes, er det en frygtelig historie, og som læser oplever man kompleksiteten i den, og hvordan der ikke synes at være en klar løsning.

Det er en fin bog med en god historie og gode beskrivelser, men uden de helt store litterære kvaliteter. Men nogle gange må det også gerne bare være den gode historie. Bogen skildrer i øvrigt fremragende eftervirkningerne af Første Verdenskrig i Australien, som sendte mange mænd af sted for at kæmpe i Europa.

 


A little more about Trine Ellegaard...


Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>