Jeg har brugt lang tid på at lede efter det. Jeg har søgt og søgt. Kigget indad i mit selv, kigget uden for mig selv. Og så var det lige der. Mit livs sande formål.

Eller dét, der får mig til at stå op om morgenen.

Dét, jeg elsker.

Drivkraften i mit liv.

Den gave, som jeg har fået, og som er mit bidrag til balance og glæde i verden. Min del, som er nødvendig for den store, magiske helhed.

Der er mange måder at formulere det på, men det handler om mening og formål med livet. Nogen kalder det et kald, andre en mission eller måske ligefrem en vision. Simon Sinek kalder det at finde finde sit WHY, sit HVORFOR.

Mit livs sande formål

Og hvorfor er det så vigtigt at vide, hvorfor du gør det, du gør?

Jeg tror, vi alle søger efter mening i livet. Selv om livet går der udaf, er der dage vi spørger os selv, hvad meningen egentlig er med det hele. Og der skal være en mening, ellers giver det jo netop ikke mening. Men i dag, hvor vi er så mål- og resultatorienterede, som vi er, tror jeg, vi kan blive overraskede og tilmed lidt fortvivlede over, at meningen måske ikke er et mål, men måske snarere ligner et middel – noget vi gør, for at nå noget.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at vi alle hver og en har et formål her på jorden. Og måske er det nogle gange så svært for os at få øje på, fordi det er lige for næsen af os og føles så naturligt for os, at vi nærmest ikke regner det for noget. For det er jo en del af mig, en del af, hvem jeg er.

LIGE NETOP!

Formålet ligger inde i dig – ikke udenfor

Vores formål er måske at kigge dybt i vores eget hjerte og dele det, vi elsker, med andre.

Men selv om formålet findes i dig selv, udspringer i dit hjerte, har det en idealistisk kerne. Det rækker altid ud efter andre og handler ikke kun om dig selv.

Det betyder også, at dit formål ikke er en profession, selv om det godt kan komme til udtryk i en profession. Dit formål vil stadig være det samme, uanset hvad du beskæftiger dig med. Det er en del af dit virke. Dét, der motiverer dig og driver dig i dagligdagen.

Dit formål er aldrig en tvang

Selv om dit formål er betydningsfuldt for dig og for andre mennesker, så er det aldrig noget, du er “nødt til”. For du skal aldrig gøre noget betydningsfuldt under pres. Det betydningsfulde er noget, du ikke kan lade være med.

Og nu skal vi måske lige have på det rene, hvad der menes med betydningsfuldt?

Det er, når du føler så stor personlig glæde ved det, du gør, at du rammer andre menneskers hjerte.

Dit formål kan være at tage dig godt af din familie.

Dit formål kan være at skabe glæde med smukke blomster.

Dit formål kan være at hjælpe andre med at reparere deres ting.

Og hvad er så mit formål?

Mit livs sande formål er en sti, jeg har gået på hele mit liv. Det er en sti dannet af fortællinger, og jeg ved nu, at min drivkraft er historier og fortællinger.

Livet giver mening for mig, når jeg hjælper andre mennesker med at finde glæden og meningen med fortællingen. Det er mit livs sande formål.


2 thoughts on “Mit livs sande formål

Skriv et svar til Betina Annuller svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>