Fortællingen

Jeg ser begrebet fortælling som en gåde. Det er en gåde, jeg altid har prøvet at forstå og løse, men det er også en gåde, hvis løsning hele tiden undslipper mig. For hver gang jeg føler, jeg nærmer mig en forståelse, får gåden et nyt lag, et nyt perspektiv jeg må forholde mig til, og så flytter den fulde forståelse sig alligevel uden for min rækkevidde, og jeg må igen prøve at tilnærme mig – bare fra en anden vinkel.

Måske er det derfor, jeg ikke kan give slip, og derfor, at jeg evig og altid kredser om fortællingen og narratologien som fænomen, som menneskets ypperste læringsform, menneskets måde at bevidstgøre sig selv på. Fortællinger giver os forklaringer og konkrete udsnit af livet og skaber derfor mening for os i en ofte kaotisk verden. Gennem fortællingen kan vi nemlig opnå en form for forståelse for livet, for andre mennesker. For os selv.

Fortællingens hemmelighed

Det, jeg jagter, er selve hemmeligheden bag fortællingen. Hvorfor fortællingen kan bidrage til at skabe mening og forståelse for os. Og jeg har en hypotese om, at hemmeligheden ligger i fortællingens mønster, i dens skelet. Jeg kunne også kalde det genkendeligheden eller en bestemt sammenhæng, som gør, at vi som mennesker bedre er i stand til at forstå og skabe mening i det, vi oplever. Man kan næsten sige, at det er en slags skabelon for vores forståelse. Når vi putter tingene, begivenhederne ind i denne skabelon, kan vi bedre se meningen med dem, se hvordan de hænger sammen, men også se, hvor de ikke gør og med andre ord forstå kompleksiteten.

Erkendelsen af fortællingen

Inden for kognitionspsykologien formulerer Jean Piaget erkendelsesprocessen som kognitive scripts eller skemaer i hjernen – altså en måde, hvorpå motoriske og sproglige aktiviteter fæstner sig som repræsentationer. Han skelner mellem den figurative erkendelse og den operative erkendelse i selve skemadannelsen, hvor den figurative erkendelse er knyttet til fremtrædelsesformerne, til overfladen og dermed det umiddelbart perceptuerede. Denne erkendelsesform tager udgangspunkt i helheden, mens den operative erkendelsesform er centreret omkring anlysen eller elementerne i den indbyggede struktur eller sammenhæng.

Bruner skelner som Piaget på lignende måde mellem to erkendelses- eller tænkningsformer, som han kalder intuitiv og analytisk tænkning. De minder om Piagets skelnen, men differentierer sig en anelse. For Bruner er den intuitive tænkning holistisk og helhedsorienteret uden at forholde sig til detaljen, og denne form for tænkning finder lynhurtigt, umiddelbart og intuitivt en konklusion på det perciperede, mens den analytiske tænkning er tidsligt og logisk ordnet og er centreret omkring det konsistente og logiske. Den er i sin perception deduktiv og problemløsende.

I perceptionen af fortællinger trækker vores erkendelse således på begge former for tænkning. Vi forholder os intuitivt til fortællingerne, fordi vi genkender fortællingerne i deres fremtrædelsesform og forstår, hvordan vi skal “gå til dem”. Det vil sige, at vi genkender det narrative script og kan hurtigt kategorisere det, mens vi må bruge vores analytiske tænkning til at forstå indholdet og budskabet.

Dette mimer de nivauer man arbejder med i fortællingen inden for litteraturvidenskaben: Teksten, som er ordene og fortællingens udtryk, og fortællingens ingredienser, som er plottet, fortællingens verden, karakterer og fortællere. Fortællingens fremtrædelsesform er dermed teksten, som, vil Bruner sige, forstås intuitivt og ifølge Piaget erkendes figurativt, mens ingredienserne skal underkastes en en nærmere analyse af fortællingens grundelementer.

Fortællingen kan dermed deles op i en struktur, der erkendes figurativt, i helheden eller totaliteten, og i et levende plot, som operativt erkendes via analysen af plottets enkelte elementer i fortællingens struktur.

Erkendelsesformerne deler altså karakteristik med fortællingens funktionsmåde. 

Hemmeligheden

Derfor vil jeg gå så vidt som til at sige, at fortællingens form indeholder selve urmønstret, selve strukturen, for menneskets erkendelse, forståelse og læring. Fortællingen som form er for mig at se livets gåde – en gåde jeg ikke kan lade være med at forsøge at forstå til fulde. Jeg udforsker hele tiden fortællestrukturer for at forstå fortællingens hemmelighed. En hemmelighed, som måske ikke lader sig afsløre helt.

Men derfor kan man jo godt prøve.


Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>