Da jeg var meget ung, tilbragte jeg et år i USA, og det var også det år, jeg mødte Jack Kerouac første gang (altså ikke i virkeligheden, men i litteraturen). Jeg nærmest slugte On the Road, og en helt ny verden åbnede sig for mig i form af en amerikansk litterær bevægelse, der yndede non-konformiteten og det kontroversielle – bevægelser, det er nemt at tilslutte sig i slutningen af teenageårene. Jeg mødte også beatgenerationens kaotiske kreativitet, deres spontanitet og jordnære oplevelser og blev yderst inspireret.

Jeg er med garanti ikke den eneste, som har ladet sig inspirere af the beatniks. Her skal I få et eksempel, som fortæller noget om, hvordan litteraturen, den gode historie og kreativiteten kan bruges rigtig fornuftigt i forhold til content marketing.

Moodboard fra Warby Parker

Moderne beatniks

Fire gutter mødte hinanden på The Warton School i Philadelphia, hvor de, ind i mellem rejser rundt på hele jordkloden, blev bedste venner, udtænkte idealistiske idéer og besluttede sig for at sælge briller på en ny måde. Det nye koncept betød brillesalg uden mellemmænd og dermed til en lang mere rimelig pris. Den idealistiske tanke: For hver brille, der bliver solgt, doneres en brille til de 15 % af jordens befolkning, som ikke har råd til briller og derfor ikke kan udføre deres daglige arbejde ordentligt.

Dette er historien om en virksomhed, som har skabt en kernehistorie, der er udgangspunktet for alle deres forretningsaktiviteter, deres kommunikation og content.

Mød Warby Parker – et storydoing brand.

Warby Parker briller og bøger

Warby Parkers kernehistorie

“Kerouac inspired a generation to take a road less traveled and to see the world through a different lens”

Warby Parker har bygget hele deres forretningskoncept op på litteraturen og i særdeleshed beatgenerationens litteratur. Stærkt inspireret af Jack Kerouacs roman On the Road, har de skabt et univers omkring deres briller, som associerer stærkt til den moderne brillekundes liv: Et udforskende liv på vejene, hvor livet hele tiden skal opleves med nye øjne. Navnet Warby Parker stammer fra de første fiktive karakterer, Jack Kerouac udviklede: Zagg Parker og Warby Pepper. Gutterne tog det bedste fra hver karakter og skabte firmanavnet Warby Parker.

Det lader til, at Warby Parker er stærkt inspireret af den beatnik’ske kaotiske kreativitet. Den, der opstår, når man giver slip på konformiteten og det, alle de andre gør og i stedet tager en anden vej. Warby Parker er gået sin egen vej både i forhold til at skabe kreative produkter og i forhold til at markedsføre dem.

“We hope your new glasses will provide all the style you need to travel your road with class, and their price will leave you with some extra cash to use on your journey”

Warby Parkers brillebus

Warby Parkers business “on the road”

I øjeblikket turnerer Warby Parkers Class Trip-bus rundt i Staterne med det formål at bringe deres showroom til live. De har ombygget en gammel skolebus og skabt et levende showroom, der er indrettet som deres ynglingsprofessors bibliotek med cognacfarvet lædersofa, træpaneler, vintagebøger og selvfølgelig masser af briller i vintagestil. Bussen levendegør deres version af beatgenerationens literære tradition: The cross-country road trip.

Warby Parkers Class Trip kombinerer eventyr og opdagelse med fotografi, den gode historie og spas med det formål at give brugeren en oplevelse og selvfølgelig åbne øjne (so to speak …).

Ofte er events og skøre indfald netop udgangspunktet for det content, som brillevirksomheden skaber. En Warbywalk i NYC har dannet ramme om en kampagne på Instagram, hvor brugerne uploadede deres egne billeder af briller rundt omkring i New York med hashtagget #warbywalk. Det blev til brugernes visuelle historie om Warby Parker briller med mere end 8000 billeder.

Andre former for content er auteur-film, moodboards, en blog med litterært indhold, sociale medier osv.

Instagram warbywalk-billede

Historien skaber en identitet hos forbrugeren, som kan deles

Men hvad er det egentlig, Warby Parker gør med sine events, sine moodboards, og sit content i det hele taget?

For det første skaber de en kernehistorie som fortæller deres brand. Det fiktive element og den meget tydelige historie gør det, sammen med deres visuelle historier og events, yderst nemt for forbrugeren at “læse” brandet og enten identificere sig med det eller ikke.

For det andet “køber” forbrugeren denne identitet, der hører med til at gå med Warby Parker briller: At være en hipster, en kreativ intellektuel og én der hele tiden ser verden med nye øjne.

For det tredje kan man argumentere for, at værdien i denne identitet især opstår, når forbrugeren kan dele denne identitet på sociale medier: Jeg har købt et par Warby Parker briller, ergo er jeg …

Ja, litteraturen har gjort meget godt for Warby Parker brandet. Hvert år udgiver de en Annual Report i content-form. Se rapporten fra 2012 her og bliv inspireret.

Warby Parker Annual Report

 

 


A little more about Trine Ellegaard...


One thought on “Warby Parker, Jack Kerouac og den gode historie

  1. Pingback: Storydoing brands ER deres fortælling | Trine Ellegaard

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>